af Ole Nordstrøm
Søndag, den 24. februar 2013 deltog jeg med Lena Krause og vores ægtefæller i Festgudstjenesten i Højerup Kirke med efterfølgende spisning i spisestedet ved siden af kirken.
Der deltog 5 præster og biskoppen, og salen var prop fuld. Under gudstjenesten var der et stort kor og en fin trio der spillede. I mindetalen fortalte præsten om omstændighederne for bygningen af den nye kirke. Den gamle Stevns kirke var ved at falde i havet, og præsten turde ikke længere tage ansvar for at holde gudstjenester der længere. Godsejeren forærede et stykke jord til sognet, hvor de kunne bygge den nye kirke, men der var ikke nok penge til kirken, som man samlede ind og leverede meget gratis arbejdskraft. Således blev stenene hugget ud af klinten af sognets egne beboere og man syede alterdugen m.m. selv.
Det var min morfar, Ludvig Krause, der som murermester byggede kirken alene og p rekordtid, kun hjulpet af en håndlanger. Det fortælles, at han kørte på cykel fra Store Heddinge, men at han ikke kunne stå af cyklen, så håndlangeren måtte komme til tiden og gribe ham, når han ankom. Han indbyggede flintesten i murværket for at henvise til selve klinten.
I sin tale takkede præsten for, at familien var mødt op så langvejs fra, og vi blev også nævnt i biskoppens tale ved spisningen bagefter. Spisningen med drikkelse var gratis, og vi havde en rigtig hyggelig dag.
Bagefter besøgte vi Store Heddinge Kirke, hvor vores stamfader har lavet de runde vinduer, og hvor han blev begravet under Nordeuropas største rødbøg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar